Selmas Krig

»Selmas Krig« fortæller den barske historie om en ung piges og hendes families skæbne under og efter krigen i Bosnien

En video bliver optaget i Bosnien, mens granaterne eksploderer få meter derfra. VHS-kassetten, den skrøbelige dokumentation for at moderen stadig er i live, bliver smuglet ud af byen, båret over de sneklædte bjerge, transporteret på tværs af en stribe landegrænser - og ender i en videomaskine i Danmark. I asylcentret i Hvide Sande ser 15-årige Selma den flimrende optagelse af sin mor. Moderen sidder alene i den sofa i familiens hus, hvor Selma to år tidligere måtte tage afsked med hende og i hast flygte ud af landet. Selmas mor anstrenger sig for at se direkte ind i kameraet, mens hun taler til sine børn og sin ægtemand. Håret er blevet gråt, huden strammer over kindbenene, øjnene er mørke. Hun fortæller dem om sin dagligdag midt i krigen, men fortællingen er stærkt censureret, for hun hverken kan eller vil fortælle krigens sandhed.